Jesper Rugård Jensen

4.
de fylder ikke det hele de døde
de fylder kun sorg nok ud
giver den krop nok
til at vi aldrig er helt alene
uden at de også er skygger i vores nat

3.
de følger ikke så mange de døde
et par skridt i samme retning som du
og så står de ubevægelige hen
et ekko af en pågående hvisken
som uopnåelig visner hen og forstummer

2.
de efterlader ikke meget de døde
et aflangt hul i hjertet
som nu langsomt fyldes med mørket
et enkelt aftryk i øjenkrogen
nu en fure pløjet af nogens tårer

de hjælper ikke så meget de døde

1.
de tager ikke meget de døde
nogen pronomener, vi, os,
som er de nu alene sproget
opdeler verden i to, før, nu,
som har de nu alene adgang til tiden

de efterlader ikke meget de døde
et aflangt hul i hjertet
som nu langsomt fyldes med mørket
et enkelt aftryk i øjenkrogen
nu en fure pløjet af nogens tårer

"Det skulle I have tænkt på, før I fulgte mig," svarede mørkets fyrste og gik.
"Jo, men," mumlede stemmen, og fulgte så hurtigt efter.

#100ord #februaryfiction

"Menneskene ville ikke LYDE mig," svarede en endnu dybere stemme. Ilden i dalen flammede op, og man kunne nu skimte hans hårde ansigt. "Det var STRAFFEN."
"Det føltes bare lidt voldsomt" sagde den første stemme, hvis mund havde alt for mange tænder. "Var der ikke andre måder"

EN AF MØRKETS HERRES FØLGERE TVIVLER OMEND IKKE SÆRSKILDT LÆNGE

Bakketoppen var kold og mørk.
"Hvorfor var det nu, Laolath skulle raseres?" brummede en af de mørke skygger, der stod og betragtede den brændende by i dalen. "Deres nåde."

I still believe that Vera was provably innocent when I pressed the innocent button - apparently at approximately the same time as you did. I got thrown off track by that.

How do you access the open access? I could see no link to the ebook?
And congratulations on the book, it sounds intriguing.

Rage against turning off the lights in the basement when you have been down there and not turned off anything, because you forgot and your wife keep telling you to.

Musvitterne skubber bladene af hanesporetjørnen
et efter et
som var de efteråret selv
og jeg går indenfor igen
som var jeg udenfor
Naturen
#digt #naturromantik #efterår #musvit

Det banker på døren
men udenfor er der kun mig
og musvitterne
der fotogeniske sætter sig alle steder
i de alt for korte pauser mellem deres flitren
rundt i efterårsfarverne
Postkassen indeholder en fugtig opkrævning
og fliserne er kolde men bastante
under mine bare tæer

I hope to see you tomorrow

DER VAR EN DER TALTE OM LEONORA
Her er natten ikke blød
men skarp og kold som flint
fugtig og gråsort
Der er ingen her
der kalder på os i natten
Kun rørene i kælderen taler med os
så tavshed
så en bil der passerer
så en engels vingesus
så tomheden gennem marv og ben
Her er natten ikke blød
#digt

I bought a hat for sun protection when I was in Japan last year, I really like it and thinks it makes me look like a rugged wilderness wanderer. My idea of what I look like and the mirror’s are sadly not the same.

kun momentant et plop eller en krop
der springer lige foran en og det hænger sammen
det hænger alt sammen sammen
med at være et sted i naturen

#digt #natur #frø

Der er steder hvor jeg sidder
hvor jeg er sat
hvor jeg føler mig hensat til
at være en del af det samme
selv om jeg sidder i stolen og frøerne gemmer sig under vandkanten og kun sjældent kommer frem, kun deres øjne over vandoverfladen

I en stol med hydraulisk ryg i haven med en frø og med en anden frø og måske med den samme frø og med bierne og humlebierne og fluerne og til dels myggene og måske også
måske også
men nok alligevel nej
dræbersneglene og så alligevel ja for de er der jo sammen med alle os andre

som om de også er der, som om vi er der sammen som om vi er sammen i alle retninger
Som om vi er

I en kano i en kanal i Florida med en alligator to meter væk og guide
der siger at de ikke har spist nogen mens hun har været ude og jeg padler lidt mere forsigtigt
og slangen vi ser i søen på vejen hjem ligner noget fra en film men er virkelig der

På toppen af et sneklædt bjerg med udsyn mod flere bjerge og flere bjerge og flere bjerge
som om verden bare fortsætter i alle retninger. Som om vi fortsætter i alle retninger

På en ø i Atlanterhavet - på flere forskellige øer i atlanterhavet - vest, øst og midt på
Henholdsvis i en lagune, i en iskold sommerbadebugt og ved en vikingegravplads
Og alt sammen med den samme fornemmelse af noget der hænger sammen

En aften på stranden på øen Hven i midten af Øresund med klinten og bålet og havet og stjernerne og båden der lå for anker og gummibåden trukket op på land
En eftermiddag i sneen i Trondheim en vinterdag hvor mørket faldt på hurtigere
end vi havde troet og vi derfor frøs på vejen tilbage

En gåtur i de schweiziske alper ned gennem en stort set vildvokset sti
der ikke kun krydsede men også gik ned langs flere vandløb og stejlt ned mod en lysning med køer der skulle passeres hen til rutebilen der kørte dagens første og sidste tur.

Den samme følelse havde jeg da jeg var ganske lille, en erindring om en strand
en solgylden tropisk sandstykke med blå bølger i Afrika eller Jylland eller en drøm
fra tiden før vi fik farvefjernsyn
I en båd i en bugt med helt andre bølger men også tæt på noget

SÅ SIDDER VI I NATUREN
Der er en vejstrækning lidt før Knuthenborg på vej mod færgen til Æbleø
Hvor man på cyklen føler sig hensat til at være et sted i naturen
Sådan set er det vist vejen tilbage langs træerne og den buede landevej
der falder mod dyreparken og som efter et sving til højre er borte

og næste gang vi ser det samme sted
lig os
altid uden plet
uden råd
uden tid så
retter vi os ind og trækker landet op
til det det var en gang og som det er igen
Det blæser og vi følger vinden
Det regner og vi flyder med
til alt er samme sted

#workshop #lyddigt #clauspoulsen #digt #Monotropolis

Monotropolis

Vi forandres aldrig siger vi
Vi er langstrakte aflejringer i tiden
Fra start til slut er vi den samme
Drejet om den samme akse
Vi lyver
Vi svæver uforandret over livets sletter
Vores skygger trækker slæbende spor henover å og mark
og ændres ikke vi, ændres det